Karsten

KANDIDAT på Sognelisten

 

Karsten Fledelius

Forfatter, rejseleder, tidligere universitetslektor. Mangeårigt medlem af menighedsrådet

(formand 2000-2007) og en række andre danske og internationale kirkelige fora. Stærkt engageret i Domkirkens eksterne forbindelser og demokratiet i folkekirken.

Jeg har været dybt forbundet med Domkirken gennem mange år, helt tilbage til mine unge år i Københavns Drengekor. I 1988 blev jeg en del af menighedsrådet, og af dets intense arbejde både indadtil og udadtil. Efter mine 7 år som formand (2000-2007) har jeg især koncentreret mig om samarbejdet mellem de kristne kirker i Københavnsområdet og internationalt, bl.a. som formand for Stiftsudvalget for Mellemkirkeligt Arbejde, rejseleder ved menighedens studierejser til Østeuropa og Kaukasusområdet, og som delegat for Folkekirken ved Konferencen af Europæiske Kirkers generalforsamlinger i 2009 og 2013. På det lokale plan arbejder jeg især med kontakten mellem Folkekirken og andre kristne trossamfund i Hovedstadsområdet, blandt andet ved gennemførelsen af det såkaldte "regnbuemøde" med migrantmenigheder i Hovedstadsområdet i Domkirken hvert år i slutningen af september.

 

For mig er Københavns Domkirke et af Den danske Folkekirkes vigtigste udtryksmidler lokalt, nationalt og internationalt. Domkirken må stå frem som en folkekirke med rummelighed, mangfoldighed og engagement, der dog samtidig fastholder klarheden i det kristne budskab og den praktiske manifestation af det. Det er vigtigt, at enhver, der kommer i berøring med kirken, får en god fornemmelse af dette, og idealerne må aldrig blive tom tale. Det vil jeg gerne være med til at sikre i den kommende menighedsrådsperiode. I en tid, hvor kristendommen er på tilbagegang i de vestlige lande, ser vi den i vækst i Østeuropa. Vi kan lære meget af den genopvækkelse af håbet gennem kristendommen, som kan iagttages dér i disse år. Håbet er også hos os det vigtigste bolværk mod magtesløshed og kynisme.

 

For at Domkirken også fremover kan leve op til denne rolle, er der store behov og mange planer at realisere. Dette bør udføres med nødvendig omhu og dygtighed, men på en måde, hvor menigheden og sognets egne beboere føler sig hørt og inddraget på de tidspunkter, hvor det er relevant. Demokrati kan være besværligt, men det er et uomgængeligt grundvilkår i en levende folkekirke. Det stiller krav vi ikke må sætte os ud over, særligt ikke i denne tid, hvor demokratiet som styre- og livsform er truet i så store dele af verden. Jeg forestiller mig en udbygning af de årlige offentlige orienteringsmøder, så de i højere grad lægger op til en bred drøftelse mellem menighedsråd, præster, menighed og omverden om Domkirkens og Folkekirkens rolle i samfundet. Et oplysningsudvalg ved Domkirken kunne være nyttigt.

 

Kirkens troværdighed hænger i høj grad sammen med dens arbejde for de nødstedte. Det sociale arbejde er og må være uløseligt forbundet med dansk kristendom. Derfor må vi være beredte, som tidligere, til at være til stede og nærværende, når nøden banker på. Specielt som Københavns Domkirke med dens særlige ansvar for de hjemløse i hele landet er det vigtigt at holde denne fane højt. Domkirkens nære kontakt med Folkekirkens Nødhjælp bør bibeholdes og meget gerne videreudvikles, og det er vigtigt bl.a. at fastholde samarbejdet med nabokirkerne om den årlige sogneindsamling.

 

Disse ambitioner og ønsker for vores kirke indebærer rigtig mange arbejdstimer for vore ansatte og kan kun løftes tilfredsstillende ved en stor indsats fra de frivillige. At få projekter og aktiviteter til at køre i en sådant regi kræver omhu og inspirerende ledelse. Også dette en opgave, som jeg anser det for meget væsentligt at være med til at løfte, i et åbent, tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem præster, menighedsråd, ansatte og frivillige og verden omkring os.